Det er med stor sorg, at vi må meddele, at vores formand gennem 36 år, Jørgen Kurt Andersen, er gået bort. Kurt fik fred den 16. september efter længere tids sygdom.
Kurt har gennem mere end tre årtier været en stor del af Øst Dansk Belgisk Hesteavl. Han har gennem årene været formand for både ØDBH og hovedforeningen Dansk Belgisk Hesteavl, ligesom han selv var engageret i avlen af de belgiske heste.
Kurt havde en enorm viden om den belgiske hest og fulgte racen og avlen tæt. Han var altid klar på en snak, hvad enten det handlede om heste, avl, dyrskuer eller foreningen.
Vi kommer til at savne hans faste plads på dyrskuer og kåringer rundt omkring i landet, hans store viden og ikke mindst de mange gode snakke, der fulgte med.
Vi sender vores varmeste tanker til familien [❤️]
Begravelsen finder sted fra Lundforlund Kirke torsdag den 24. september 2026 kl. 13.00.
Æret være Kurts minde [💚]
ØDBH